I dag markerer vi, at Jesper Petersen har været en del af Anders Andersens Rengøring i 20 år – en rejse, der begyndte med et tilfældigt opslag i Søndagsavisen og en beslutning om at forlade livet som bager for at prøve noget helt andet.
Et skridt ad gangen
Siden har han taget turen op ad trappen – bogstaveligt talt. Fra trappevasker til tilsynsførende, inspektør og i dag salgskonsulent. Og selvom han ikke kalder sig sælger, er det netop ærligheden, der har været kernen i hans arbejde:
“Jeg ser mig ikke som en typisk sælger. Jeg rådgiver og vejleder – og siger også ærligt, når noget ikke giver mening for kunden.”
Helt til venstre ses Jesper dengang, han startede som trappevasker i Ejendomsservice.
Lysten til at vinde – og modet til at sige det højt
Det er ikke kun ærligheden, der driver Jesper. Det er også en tydelig lyst til at vinde – at gøre det godt, gøre det rigtigt og hele tiden gøre det lidt bedre. Den holdning tog han med sig allerede som trappevasker:
“Dengang jeg vaskede trapper, tog jeg tid på hver opgang – og i den næste skulle jeg enten være hurtigere eller gøre det endnu grundigere. Ellers føltes det som om, jeg snød mig selv.”

Jesper har aldrig haft en masterplan for sin karriere – men han har altid haft blod på tanden. Når først han har sat sig for noget, går han helhjertet ind i det. Og han har aldrig været bange for at række hånden op og sige: “Jeg vil gerne mere.”
“Man skal ikke gå og vente på, at nogen spørger, hvad man drømmer om. Sig det højt. Også selvom det ikke er en forfremmelse – det kan være et kursus eller noget, du bare gerne vil blive bedre til. Hvis ikke du selv siger det, så er der ingen, der ved det.”
Den tilgang – kombineret med en stærk arbejdsmoral og en god portion konkurrencementalitet – har båret Jesper gennem 20 år, hvor han hele tiden har været i bevægelse. Og selvom han trives med struktur og præcision, må tingene gerne udvikle sig. Det er ikke nok for ham, at opgaverne kører. De skal også rykke.
Når arbejdsdagen slutter og skildpadderne tager over
Derhjemme er Jesper omgivet af en anden form for disciplin: et helt lille skildpaddeunivers i baghaven. Over et dusin skildpadder – nogle med egne drivhuse og varmelamper – trasker rundt i rolige rutiner, mens Jesper sørger for, at alt spiller. Og måske er det ikke helt tilfældigt: Skildpadder husker nemlig ruter, steder og mønstre med imponerende præcision. Det gør Jesper også.
Måske virker det som en kontrast til en hverdag, hvor struktur og fremdrift fylder meget. Men netop derfor passer det så godt. For selvom skildpadder er kendt for at tage sig god tid, ved de præcis, hvor de skal hen. Og måske er det netop i deres stille målrettethed, Jesper genkender noget af sig selv – de tøver ikke, men går sikkert frem, fordi de ved, hvor de skal hen.
En kollega med kant – og kvalitet i alt, han gør
Spørger man salgs- og marketingchef Jesper Lenskjold, er der ingen tvivl om, hvilken forskel Jesper gør – både fagligt og menneskeligt.
“Jesper er en kollega, man kan regne med. Han møder ind tidligt, arbejder fokuseret og går systematisk til opgaven. Han planlægger selv sine dage og leverer resultater, fordi han tænker sig om.”
Det, der især kendetegner Jesper, er hans evne til at balancere struktur med energi og vedholdenhed. Han er en fighter med en stærk vilje til at lykkes – men han har også blik for fællesskabet. Han åbner døre for sine kolleger, deler ud af sin erfaring og hjælper andre med at lykkes.
“Jesper går aldrig på kompromis med kvaliteten – og han tænker ikke kun på sig selv. Han spiller hele holdet bedre.”
Jesper i selskab med salgs - og marketingschef Jesper Lenskjold foran hovedkontoret i Taastrup.
Når man har været i en virksomhed i 20 år, har man ikke bare udført sit arbejde. Man har præget kulturen, sat retning og vist andre, hvordan man kan gøre sig gældende – uden at råbe højest.
Jesper har vist, at man godt kan have ambitioner uden at lave store armbevægelser. Og at man kan være både målrettet og loyal – uden at gå på kompromis med ærlighed, ordentlighed og den måde, man gerne vil være på.
Tak for din indsats, Jesper. Og tillykke med jubilæet!

Har jeres virksomhed brug for en ærlig og ordentlig rådgivning?
Så står Jesper klar til en uforpligtende snak.
Send en e-mail til info@aaren.dk eller ring 43 99 99 99 - og spørg efter Jesper Petersen.